Vi har undersøgt din browser og du har ikke Adobe Flash installeret.

Klik her for at hente flash
Kostpolitik


Vores kost er 75 % økologisk og 80 % sund. 


Den pædagogiske tilgang

I Københavns Kommunes målsætninger for fritidshjem, har forplejning ikke en selvstændig formulering. Det der kommer tættest på et mål er, at der i ” fritidsinstitutionen fokuseres på at sund mad, gode oplevelser og fysisk udfoldelse er et godt afsæt i en hverdag, hvor alle skal leve, lege, yde og lade op.”

Fritidshjemmet er at betragte som et supplement til hjemmet. Det betyder bl.a. at vi tænker over, hvad vi serverer. I den samlede mængde af mad og drikke, der serveres på Fritidshjemmet, forsøger vi at være mindst 80 % sunde således, at der er plads til at "skeje lidt ud" indimellem.



Den økonomiske tilgang

Københavns Kommune har ikke en særlig bevilling til kost på fritidshjmmet men vi har besluttet, at afsætte 2 kr. pr. barn til daglig bespisning. Dette beløb dækker et mindre mellemmåltid om eftermiddagen samt morgenmad på skolefridage.



Den økologiske tilgang

Københavns Kommune har formuleret et mål på ”75 % økologi”, og Fritidshjemmet har sat sig som mål, at maden i caféen desuden skal være ca. 80 % sund.

For at holde budgettet, vil mellemmåltidet indeholde årstidens frugt og grønt. For at variere udbuddet i caféen, indkøber vi af og til frugt eller grønt, der ikke er økologisk. Det er bl.a. hér, vi gør brug af de 25 % af vores budget, der ikke behøver at være økologisk. Derimod vil stort set alle mejerivarer og brød være økologisk. 

Vi udarbejder hver 14. dag en madplan for de efterfølgende to uger for at sikre, at udbuddet i caféen er så varieret og sundt som muligt, samtidig med at madplanerne er med til at hjælpe os med at overholde vores stramme madbudget. Den aktuelle madplan kan ses i caféen. Af praktiske årsager, forbeholder Fritidshjemmet sig ret til at ændre i madplanen fra dag til dag.



Hvad får mit barn at spise?

Om eftermiddagen tilbyder vi børnene et mindre mellemmåltid, der består af frugt eller grønt samt en eller anden form for brød. Til de meget sultne børn er der derudover altid en skive rugbrød med ost. Dertil kan børnene drikke vand, mælk eller the.
Et eksempel på en dags mellemmåltid kunne se sådan ud: Én riskiks og et halvt æble med vand eller the til.

Nogle dage varierer vi caféen ved eksempelvis at tilberede suppe, råkost, salater, pitabrød, minipizza eller andre spændende retter.
Af økonomiske årsager serveres der meget sjældent kød, og det kød, der serveres, er sjældent økologisk. Såfremt der er kød på menuen, er det kalkun- eller kyllingekød i fx pølsehorn og på minipizzaen.



Børn med særlige kostbehov

Hvis dit barn er vegetar, har allergi over for bestemte fødevarer, eller på anden måde har særlige kostbehov, så kontakt medarbejderne for en snak om dit barns behov. Kom også meget gerne med en liste over de fødevarer, der er problemer med.

Såfremt det er muligt tager vi naturligvis hensyn til dit barns særlige behov. Alternativt kan du som forælder selv indkøbe varer, som dit barn kan tåle, og have stående hér på Fritidshjemmet. 

Det skal dog understreges, at vi ikke tager særligt hensyn til kræsne børn. Ingen behøver at gå sultne hjem, da vi altid har et stykke rugbrød at tilbyde som alternativ til dagens menu.



På tur

Når vi tager på tur, korte som lange, sørger Fritidshjemmet for at medbringe et mindre mellemmåltid til børnene. Som regel er det et halvt stykke frugt sammen med et stykke brød. Hértil tilbydes der juice eller vand.

Det hænder af og til, at vi på en lang tur køber en is eller lignende til børnene som supplement til ovenstående.



Sukker og fest

Vi forsøger så vidt muligt at begrænse børnenes sukkerindtag på Fritidshjemmet. Eksempelvis tilbyder vi ikke færdigkøbt frugtyoghurt, men laver den selv, ligesom sukker i theen, syltetøj ad libitum, pålægschokolade, saftevand og chokoladekiks er forsvundet fra den daglige café. Ca. en gang hver 14. dag serverer vi kage eller andre godter, og dette er som oftest ikke økologisk.

Når vi afholder serverer vi saftevand, chips og popcorn sammen med dagens sunde menu. Når der er særlige begivenheder i huset som fastelavnsfest, julefest, sommerfest, 3. klasses afslutningsfest osv. serveres som regel også lidt ekstra godt for børnene. Disse usunde ting er heller ikke økologiske.


Hvis du har spørgsmål eller gode idéer til kosten på Fritidshjemmet er du meget velkommen til at kontakte os.